Forhistorien til Lægens ord

Lægens ord har nu til huse i Mediehuset Cigarfabrikken i Odense - et kontorfællesskab for journalister, fotograf, grafisk designer og PR-folk. Vi bor i Tørrings gamle cigarfabrik, som frem til 1975 leverede cigarer til blandt andet Dronning Ingrid. Her arbejder jeg nu med artikler og tekster til tryk og web, udvikling af hjemmesider og undervisningsmateriale om mennesker, udvikling, sundhed, sygdom og videnskab.

Journalist siden 2006
I 2004-6 uddannede jeg mig til diplomjournalist på Danmarks Journalisthøjskole i Århus. Inden da havde jeg arbejdet som læge i næsten femogtyve år.
Siden 2007 har jeg arbejdet halvdelen af ugen som freelance journalist i Lægens ord, Odense. Når jeg ikke er journalist, arbejder jeg som overlæge i Ungdomspsykiatrien Kolding-Aabenraa-Augustenborg.

33 års erfaring som læge
Siden jeg blev læge i 1981, har jeg interviewet og talt med mennesker om sygdom, lidelse og helbredelse. Især har jeg arbejdet med psykisk syge børn, unge og deres familier, og været optaget af formidling og kommunikation.
I arbejdet som læge har jeg skrevet tusindevis af udtalelser, erklæringer og notater i patienternes journaler - et hav af fortællinger om menneskers lidelse og udvikling, som selvfølgelig er omfattet af tavshedspligt.
Sideløbende er det blevet til videnskabelige artikler, debatindlæg, kronikker og bidrag til diverse bøger om f.eks. kvindepsykiatri, barndom, småbørnsforskning, børne- og ungdomspsykiatri.
For at blive bedre til at skrive, begyndte jeg at læse på Journalisthøjskolen i 2003.

Børnejournalist i Politiken
Men min karriere som journalist begyndte faktisk da jeg var 9 år gammel og fik trykt en tegning i Politiken.
De følgende 5 år skrev jeg en masse musik- og boganmeldelser, debatindlæg, artikler om ferieoplevelser og fritidsinteresser i Politikens børnespalter "Bare for Sjov" og "Kængu-Posten".
Jeg overvejede allerede dengang at blive journalist, men valgte altså i første omgang medicinstudiet.

 

Birgitte Vange © 2014

www.laegensord.dk